Så blev det 6. juni, og jeg nåede de 30 år!

Jeg er blevet spurgt et par gange om det ikke har givet anledning til en smule panik. Panik forbundet med at jeg nu er på vej væk fra de unge år. Svaret var nej. 30 er bare alderen efter 29. Faktisk betyder det runde tal så lidt, at jeg ikke farer ud og holder megafest – eller også er det bare fordi at jeg ikke er så festligt anlagt – på et mentalt niveau tror jeg ærlig talt at jeg nåede de 30 år for mange år siden. Men kroppen er stadig ung

Uanset hvor meget jeg måtte have lyst til at bagatelisere min 30-års fødselsdag, så er den åbenbart stadig vigtig nok til at jeg så mig nødsaget til at reflektere over den på min blog. Reflektion skulle jo være så sundt.

Jeg har indtryk af, at paniktilstanden som regel sætter ind i denne alder fordi man indser at der er en masse ting, man ikke har nået. Men når jeg ser mig selv i spejlet, så har jeg egentlig ikke så meget at gå i panik over. Jeg har en dejlig kone, som jeg elsker over alt på jorden, og jeg er taknemlig for min dejlige familie, som fylder meget i mit liv og har givet mig mange gode minder. År 2010 er på mange måder et spændende år for mig, mest i og med at jeg har fået fast arbejde efter mange interessante år som selvstændig.

Så jeg vil gerne benytte anledningen til at sige tak. Tak til min familie for at vi kan være en familie; tak til min kone for at elske mig som du gør, og tak til mine venner for at være der. Og tak til min svigerfamilie i Kina for at få mig til at føle mig hjemme i et land så langt væk. Jeg elsker jer alle, og værdsætter jer for hvem i er.

Så nu er det bare at se frem mod de 31 år, med ro i sindet, stiv p** og håret tilbage. Og her overvejede jeg kort at slutte af med et tankevækkende citat fra en eller anden kendt person, men helt ærligt: Who cares??

Obs: Jeg forbeholder mig ret til at copy/paste et citat ind her hvis jeg senere skulle falde over ét, der lyder tilstrækkelig filosofisk og dybsindigt til at ingen kan forstå det…