Fra 28. maj til og med 1. juni tog vi på “road-trip” i området omkring Lijiang. På 5 dage skulle vi bl.a. se Yangtze-floden, Shangri-La samt dertil hørende Shangri-La Old Town, besøge en tibetansk landsby i bjergene og se så meget af den smukke natur som muligt.

Hele turen var en fantastisk oplevelse, og vi havde dejligt vejr de første tre dage. De sidste to dage var lettere regnfulde, hvilket dog ikke gjorde så meget da vi kørte i bil det meste af tiden, og den overskyede himmel gav trods alt bedre billeder (blødere lys).

På turen var vi syv i alt. Vores gruppe på fire: Jeg selv, Lin, MingMing og MeiMei, samt to andre som havde holdt bryllup dagen efter MingMing og MeiMei, og som også havde valgt at tage på tur på samme tidspunkt. Jeg lærte aldrig deres navne, men jeg fik at vide at pigen var vokset op i bjergene. Hun håndterede da også de hårde bjergskråninger med ynde, så jeg endte med blot at kalde hende “Mountain girl”. Den sidste person var vores chauffør, en erfaren herre som gjorde sit for at holde os sikre på de farlige bjergskråninger, hvor faren for både brat fald og nedfaldende klippestykker var til stede.
Han er også ejer af vandrehjemmet i Shuhe.

Det er næsten umuligt at opsummere sådan en begivenhedsrig tur i et enkelt blogindlæg, men vi nåede vidt omkring. I Jeep og med så lidt bagage som muligt kørte vi op og ned af flere bjerge end jeg kunne tælle. Vi nåede op i over 4.500 meters højde, vi var ude at ride på muldyr i bjergene omkring den tibetanske landsby, vi besøgte tibetanske familier på vores vandringer i bjergene, vi har spist hot pot med yak-oksekød og drukket yak-mælk til (begge dele superlækkert). Vi har været ude og sejle i en lille jolle stykket sammen af bambus og yak-okselæder, og været på shopping-ture i henholdsvis Shangri-La Old Town og omkringliggende turist-shops.

Vi kom tilbage til Shuhe med en stor mængde naturoplevelser i bagagen, og et godt sammenhold med vores rejsekammerater. Med os tilbage havde vi også nogle lokale klenodier: En Thangka, som er et tibetansk silkemaleri med broderier, som viser et buddhistisk tema. Thankaer blev oprindeligt brugt af de tibetanske munke til at undervise i buddhisme. De kunne let rulles sammen og transporteres rundt mellem klostrene. Vores Thanka kostede oprindeligt 2.500 yuan, hvilket vi fik forhandlet ned til 1.300, svarende til lige over 1.000 danske kroner, men de kunne købes i priser op til flere tusinde kroner. Butikken vi købte fra, havde også Thankaer der var over 1.000 år gamle, og som var uvurderlige og derfor ikke til salg. Vi købte også en tibetansk flækkekniv i god kvalitet til en pris af sølle 198 yuan (158 kroner).

Inden turen havde jeg været lidt nervøs for hvor primitivt vi ville komme til at leve, men det viste sig at være ubegrundet. Jeg havde fået indtryk af, at vi skulle bo i en stenhytte i den tibetanske landsby, hvor vi skulle klare os uden frisk vand og bad, og præsenteres for mærkelig mad som jeg aldrig havde set før. Reelt boede vi i et hyggeligt vandrehjem kaldet Ice Lake Hostel, ejet og drevet af en tibetansk familie, og som havde små hyggelige værelser med almindelige senge, og som solgte relativt velkendte kinesiske retter. Men det hele var holdt i en primitiv og traditionel stil med udendørs toilet og bad. Og ikke mindst med en fantastisk udsigt over bjergene direkte fra verandaen. De lokale muldyr kom ofte op og hilste på, og der var kaniner, heste, får og geder (og sorte grise) i “forhaven” (vi boede på en bjergskråning med udsigt over en dal). Der var hverken telefon eller internet, så vi var reelt afskåret fra resten af verden. Det er nok det smukkeste og mest fredfyldte sted jeg nogensinde har været.

Den hårdeste del af turen var bjergvandringerne. Vi startede med at gå i 3.200 meters højde klokken 8 om morgenen. Klokken 14 om eftermiddagen havde vi nået de 4.200 meter, og derefter gik turen ned igen til omkring 3.700 meters højde, hvor Ice Lake Hostel lå. Det var varmt, og vi havde ikke gået mange meter før sveden piblede frem på panden. Den tynde luft gjorde, at vi måtte holde mange pauser. Og køreturen dertil varede flere timer. Vi måtte stoppe to gange undervejs fordi vejarbejdere havde blokeret vejen med sten der lige skulle ryddes. Dette skyldes, at man var ved at omlægge mange kilometers grusvej til asfalteret vej.

Så Ice Lake Hostel var ikke let at nå frem til, men det var alt besværet værd. Vi var ude på flere ture i området, hvor vi bl.a. kunne gå fra bjergdalen og på kun et par timer nå en sneklædt bjergtop med tibetanske skriftruller hængende fra træerne, og et meterhøjt vandfald med frisk smeltevand fra toppen.
På vejen op besøgte vi en lille tibetansk familie, hvor vi blev tilbudt varm the bestående af mælk og friskkærnet smør fra yak-okser, og tilberedt på en gammeldags brændeovn. Det smagte himmelsk.

Alt i alt var det en fantastisk tur, som jeg sent vil glemme. Og jeg har masser af billeder af den smukke natur, som tilføjes billedgalleriet snarest muligt.