Så måtte det gamle kogegrej på pension. Når belægningen begynder at skalle af, så må det være på tide at smide skidtet ud.
I stedet indkøbte vi et sæt med 5 gryder og tilhørende glaslåg, to stegepander (stor og lille) samt en wok, så skulle der vist være dækket ind. Køkkengrejet af mærket Fissler ankom fra Tyskland, og skulle “bare” lige hentes på posthuset.
Efter at have været i Lijiang i et par dage, kan jeg roligt sige, at det nok er det mest fascinerende sted som jeg hidtil har besøgt i Kina. Det er næsten umuligt at forestille sig hvor smukt området er, og selvom at jeg har taget nogle gode billeder, så gør de ikke stedet ære.
Lijiang ligger i bjergene, ca. 2.600 meter over havets overflade. Vi er altid omringet af bjergtoppe og smuk natur. Vi besøgte Old Town, som er holdt i den gamle stil med de velkendte skrå kinesiske hustage, med små vandløb og floder som løber igennem hele byen. Der er små boder på hvert et gadehjørne, hvor de sælger mad, snacks og drikkevarer. Man kan til enhver tid sætte sig ved små borde som står rundt omkring og nyde et grillspyd, en majskolbe, en pandekage eller hvad man nu skulle have lyst til. Noget, vi benyttede os kraftigt af.
I Old Town går kvinderne rundt i farvestrålende sommerkjoler, ofte suppleret med tørklæder som er købt lokalt, og fremstillet af stedets Xian-minoritet. Ofte sidder de i små butikker på gaden og håndvæver tørklæderne mens folk går forbi og kigger på. Stedet sprudler af aktivitet: Alting foregår på gadeniveau, og butikkerne står vidt åbent så man kan gå lige ind og kigge.
Vi holder til i en lille landsby ved navn Shuhe, på et lille, hyggeligt vandrehjem der har moderne faciliteter (herunder trådløst internet som er årsagen til at jeg kan skrive dette), men uden at det går ud over stedets historiske indtryk. Ligesom Old Town er Shuhe gennemtrævlet af små vandløb. Et sted munder de ud i en lille sø omgivet af restauranter, hvor der er live musik og udendørs servering om aftenen. Shuhe er efterhånden reduceret til et turiststed hvor langt de fleste indbyggere holder til for at tjene en skilling eller to på turisterne. Man kan f.eks. prøve at ride på en pony, få taget foto med lokale i traditionelle dragter osv. osv.
Jeg prøver stadig at vænne mig til den tynde luft i disse højder. Vi blev frarådet at tage bad den første dag, at drikke masser af vand samt generelt at undgå unødvendig fysisk aktivitet. Men den tynde luft kan alligevel godt mærkes lidt på kroppen, hvilket dog er helt normalt når man ikke bor der til daglig.
Men området er billedskønt og idyllisk, og allerede ved ankomsten kunne jeg føle en indre ro i kroppen, givetvis affødt af følelsen af at “være kommet væk fra det hele”.
Indtil videre er ferien en stor success.
Jeg faldt over denne video, som er “optaget” i New York. Den er stykket sammen af enkeltbilleder taget med et spejlreflekskamera, og med lidt overlægningsmusik. Meget flot og stemningsfuldt resultat. Her er videoen:
NYC – Mindrelic Timelapse from Mindrelic on Vimeo.
Det har visse privilegier at blive døbt. Mine forældre var så gode at give mig sølvtallerken, sølvkrus og sølvbestik i dåbsgave, som jeg kan huske at jeg brugte sporadisk som barn. Jeg har længe haft bestikket til at ligge og samle støv på bogreolen, men her for nylig fandt min mor så resten af sættet frem (tak, mor!) fra en dunkel afkrog, hvor det lå efterladt, og fortabt i tidens tåger.
Det er ikke helt forkert, for jeg havde faktisk glemt at der hørte tallerken og krus til mit gamle bestik. Jeg skal gerne indrømme, at sættet har en vis affektionsværdi for mig, og jeg har ofte spekuleret over hvor kraftigt metallet mon skinnede inde bag ved den misfarvede, støvede overflade.
Men nu da jeg har fået fat på hele sættet, og fået taget mig sammen til at købe noget Silvo, kan jeg gå i gang med at pudse det op – det bliver spændende at se det færdige, skinnende resultat, og jeg skal nok dokumentere det her, så du kan se med 
Jeg fandt dog hurtigt ud af, at sådan en afpudsning kræver en mængde pudseklude, så jeg skal måske lige have købt noget Tork også. Men indtil videre er resultatet da blevet flot:
Poleret sølvtallerken
Det er først for nylig, at jeg begyndte at afprøve nogle småspil på min HTC Legend. Jeg sad og ventede på at Lin og hendes veninde blev færdige med at shoppe tøj, og tænkte at jeg lige ville prøve nogle af alle de spil som kunne hentes fra Android Market. Jeg havde forinden set et par anbefalinger på nettet, så jeg installerede nogle af disse: Labyrinth, Abduction! samt Friction Mobile, Pinball og Trap!
Af disse var Trap! klart det mest underholdende; det var samtidig en gammel klassiker, som jeg spillede på Amiga for mange år siden. Jeg kan også anbefale Friction Mobile, som er lidt fængende selvom det rent grafisk er en katastrofe. Endelig tilbyder Labyrinth og Abduction! nogle nye og spændende måder at spille spil på.
Jeg havde dog også hørt om Angry Birds, og da jeg endelig besluttede mig for at prøve det, glemte jeg hurtigt de andre spil; fængende gameplay, flot grafik og muligheden for at bruge fugle til at destruere, ødelægge og smadre! Og en humor som man ikke kan andet end overgive sig til.
De fleste som læser dette. kender sikkert allerede Angry Birds (hvis ikke, så kom i gang med at downloade det, det er gratis!), men jeg fandt en “biograf”-trailer på nettet, som giver en sjov introduktion til spillet:
Så blev det 6. juni, og jeg nåede de 30 år!
Jeg er blevet spurgt et par gange om det ikke har givet anledning til en smule panik. Panik forbundet med at jeg nu er på vej væk fra de unge år. Svaret var nej. 30 er bare alderen efter 29. Faktisk betyder det runde tal så lidt, at jeg ikke farer ud og holder megafest – eller også er det bare fordi at jeg ikke er så festligt anlagt – på et mentalt niveau tror jeg ærlig talt at jeg nåede de 30 år for mange år siden. Men kroppen er stadig ung 
Uanset hvor meget jeg måtte have lyst til at bagatelisere min 30-års fødselsdag, så er den åbenbart stadig vigtig nok til at jeg så mig nødsaget til at reflektere over den på min blog. Reflektion skulle jo være så sundt.
Jeg har indtryk af, at paniktilstanden som regel sætter ind i denne alder fordi man indser at der er en masse ting, man ikke har nået. Men når jeg ser mig selv i spejlet, så har jeg egentlig ikke så meget at gå i panik over. Jeg har en dejlig kone, som jeg elsker over alt på jorden, og jeg er taknemlig for min dejlige familie, som fylder meget i mit liv og har givet mig mange gode minder. År 2010 er på mange måder et spændende år for mig, mest i og med at jeg har fået fast arbejde efter mange interessante år som selvstændig.
Så jeg vil gerne benytte anledningen til at sige tak. Tak til min familie for at vi kan være en familie; tak til min kone for at elske mig som du gør, og tak til mine venner for at være der. Og tak til min svigerfamilie i Kina for at få mig til at føle mig hjemme i et land så langt væk. Jeg elsker jer alle, og værdsætter jer for hvem i er.
Så nu er det bare at se frem mod de 31 år, med ro i sindet, stiv p** og håret tilbage. Og her overvejede jeg kort at slutte af med et tankevækkende citat fra en eller anden kendt person, men helt ærligt: Who cares??
Obs: Jeg forbeholder mig ret til at copy/paste et citat ind her hvis jeg senere skulle falde over ét, der lyder tilstrækkelig filosofisk og dybsindigt til at ingen kan forstå det…
Så fik jeg, som du nok kan se, nyt design på min hjemmeside. Det gamle design, “Fields of Gold” var da udemærket, men det var knap så gennemarbejdet, og så knap så moderne ud.
Med det nye design har jeg også fået mere kontrol over hvad der skal ligge hvor, så jeg har selvfølgelig givet mit billedarkiv en noget mere fremtrædende plads på siden med en oversigt over nogle af de nyeste fotos samt et slideshow.
Bemærk, at jeg stadig eksperimenterer lidt med layoutet, så menupunkterne kan godt blive flyttet lidt rundt, men bare rolig – de forsvinder ikke.
Endelig nogen at lege med…
Simba og Pangtze kommer meget fint ud af det med hinanden, men vi skal vist også lige vænne os til at deres leg nogle gange godt kan blive lidt voldsom.
Her forleden måtte min sengelampe lade livet. Den var ikke kompatibel med ivrig katteleg, men den var nu også fra IKEA :-p
Slut med at være selvstændig, altså.
Pr. 1. april 2010 er jeg blevet fastansat i Keepit A/S, datterselskab til Cohaesio A/S og søsterselskab til det måske mere kendte Surftown A/S. Det blev til lige over 4 år med masser af spændende opgaver. Det var rigtig rart at vide at jeg kunne stå på egne ben, så at sige. IT-markedet i Danmark levner bestemt plads til freelancere, specielt inden for webudvikling hvor der ofte skal leveres et stykke software som herefter tages i brug med henblik på at drive en forretning.
Leverancen inkluderer ofte en form for backend, eller administrationsmodul, som gør ejeren i stand til at styre websitets indhold på egen hånd. Dette betyder, at man som freelancer er færdig med projektet når det er levereret, og derefter bevæger sig videre til et nyt projekt. Variationen er helt klart en positiv ting ved at være freelancer, og jeg lærte noget nyt på hvert projekt – og ikke kun om IT.
Til gengæld manglede jeg den stabilitet, der følger med fast arbejde, hvor jeg kender lønnen på forhånd. Ikke at vide hvad jeg tjener kan til tider være frustrerende, og gør det svært at planlægge for fremtiden. Og så kan det være en udfordring at estimere sin årsindtægt over for Skat
Keepit arbejder med online backup og er et spændende firma at være i, og med mange gode kollegaer. Og de har fået en ny medarbejder, som har mange års erfaring med websites, kundesystemer og IT som et middel til at understøtte driften (jeg taler om mig selv, hvis du skulle være i tvivl).
Måske vil Lins forældre nu have lidt lettere ved at forstå, hvad det egentlig er, jeg arbejder med… og dog.
Nye kommentarer