Dags dato har jeg opdateret billedarkivet fra kinaturen 2009. Der er tilgået 172 billeder af alt lige fra mad, dejlige mennesker, betagende udsigter over Den Kinesiske Mur, gadelivet i Beijing, gruppe-shots af mig, Lin og mine søskende, og endda også en flot parade i Discovery Land.

Så uanset om du har set de oprindelige billeder eller ej, så klik endelig forbi billedarkivet for kinaturen 2009 igen.

Nu har jeg været tilbage i Danmark i en måned. Tilstrækkelig længe til at have vænnet sig til at være hjemme, men også tilstrækkelig længe til at jeg ikke har fornemmelsen af at stå med en fod i hvert land, og med et strejf af jetlag i baghovedet til at holde tingene forvirrede.

Jeg er da også glad for at være hjemme, men jeg savner nu også Kina en hel del. Jeg er blevet en så tilpas sammentømret del af Lins kinesiske familie, at jeg føler glæden ved at være omkring dem, og mit sprog har udviklet sig så jeg kan sige lidt mere end blot “jeg er sulten” og “jeg er mæt” og “hvor er toilettet?”.

Når jeg kigger ud af vinduet i København, er det næsten som at se en øde western-by. Jeg ville næsten forvente af se en vindheks suse forbi vinduet, hvis ikke det var fordi jeg bor oppe på tredje sal. Jeg savner den livlige summen og bylivet fra Dalian. Og ikke mindst maden.

Her forleden lærte jeg en ny, kinesisk ret: Shanghai noodles. Den er ganske lækker, og let at lave. Og så indeholder den væsentligt flere grøntsager end de kødretter, som jeg overvejende kan finde ud af at lave. Ikke at jeg ikke kender nogle opskrifter. Men når jeg skal lave mad, tager jeg altid udgangspunkt i kødet. Medister med x, steg med y, eller kødsovs med z. Til sammenligning kan de kinesiske retter være befriende fattige på kød. Jeg har før spist 3-4 forskellige retter hvor jeg dårligt lagde mærke til det fraværende kød. Så har det været ris, tofu, grøntsager og supper i stedet. Misforstå mig ikke, der findes masser af retter med intet eller meget lidt kød uden for det kinesiske køkken, men kineserne er så gode til at lave det hurtigt og smagfuldt.

Jeg eksperimenterer ofte med at lave kinesiske retter, og det går bestemt ikke lige godt altid. Men jeg bliver ved, og håber at udvide mit repertoire stille og roligt. På min todo liste står også at eksperimentere mere med indiske og thailandske retter. Jeg er meget åben for alt med frisk ingefær, hvidløg, chili, garam masala, soyasauce og friske ingredienser.

Og dumplings. Dejlige dumplings.

Nu har jeg skrevet en masse om Kina og Dalian, men intet om kineserne som folk. Det prøver jeg at rette op på med dette indlæg.

Nu er Kina jo et gigantisk land, så uanset hvad jeg siger om kineserne, skal der nok være undtagelser. Hold derfor in mente, at min vurdering af kineserne tager udgangspunkt i Dalians befolkning.

Udover Lins familie har jeg været i kontakt med en stor del af naboerne, samt venner og bekendte som jeg har mødt ude i byen. Jeg har også været i kontakt med Lins gamle klassekammerater, hvoraf nogle taler en smule engelsk (og et par stykker udmærket engelsk).

Jeg kan uden at ryste på hånden sige, at alle de kinesere, som jeg har mødt, ung som gammel, har været varme og venlige mennesker, altid smilende og imødekommende. Lins nære familie sikrer sig altid, at alle får noget at spise, de deler åbent deres bekymringer med andre og trøster hinanden bagefter. Folk, som ikke kender mig, og som støder på mig på gaden, stirrer enten åbenmundet på mig (måske fordi det er første gang at de ser en udlænding), eller også bliver jeg mildt ignoreret (specielt i centrum, hvor udlændinge er et normalt syn). Venner og bekendte bliver hurtigt nysgerrige efter at vide hvor godt mit kinesisk er, om jeg kan lide kinesisk mad, om hvordan Danmark er, osv. osv.

Kineserne er meget sociale. Om morgenen laver de ældre morgengymnastik sammen på de åbne pladser rundt omkring i byen, og efter aftensmaden er der mere af det samme. Folk tager gåture med deres hunde, eller samles rundt om opstillede borde på de små gader og spiller poker. Når velkendte ansigter passerer, bliver de mødt med smil og hyggelige ordudvekslinger.

På den anden side har kineserne en side, som jeg måske kan betegne som en slags egocentreret egoisme. Jeg har faktisk kun set denne side af folk i trafikken. Måske er det en slags indrømmelse af, at den enkelte som person er i stærkt mindretal. Når man befinder sig i trafikken, er der millioner af mennesker der myldrer ind og ud mellem hinanden. Det bliver åbenlyst, at hvis man skal nå nogen vegne, må man kæmpe for sig selv, ellers er der andre der er villige til at træde på dig for at komme først. I myldretiden bliver man direkte skubbet til side så andre passagerer kan få en siddeplads i bussen, og på motorvejen bliver der dyttet og kørt hasarderet for at man kan komme frem igennem mængden. Og jeg forstår dem egentlig godt. Jeg ægrer mig bare over, at den varme medmenneskelighed bliver sat til side når det virkelig gælder.

Løsningen på busproblemerne er selvfølgelig bare at tage en taxi i myldretiden.

Dalian har udviklet sig enormt siden de 2½ år, vi sidst besøgte byen.

I 2006 var busserne nogle gamle skrammelkasser, der føltes som om at de ville knække over i to dele hver gang de kørte over et bump, og sæderne var hård plast, der ikke var så behagelige at sidde på. Dalian havde noget flot natur, med træer langs vejene og små grønne parker. Der var bare ikke så meget af det.

I 2009 er stort set alle busserne udskiftet med en mere moderne version af slagsen, der let kan måle sig med Movias ditto. Der mangler lige barnevognsparkeringen og den digitale stoppestedstavle, men ellers er kvaliteten blevet rigtig god – og prisen er stadig den samme: 1 yuan for et klip (75 ører).

Der er kommet så mange nye bygninger, at jeg næsten ikke kan genkende byen. Men de grønne områder er også udvidet betydeligt, med mange flotte parker rundt omkring. Under en bustur igennem byen, lagde jeg mærke til at der er blevet længere mellem de gamle, faldefærdige bygninger. De er ganske enkelt i færd med at blive revet ned, så der kan opføres nye, moderne boligblokke i stedet.

En ting, som jeg synes rigtig godt om i Dalian, er at der ikke bygges så meget i højden. Skyskrabere er der skam nok af, men det kan slet ikke sammenlignes med f.eks. Shanghai. Mange boligblokke bygges i 4-6 etager, og omgivet med masser af parker og hyggelig atmosfære.

Til gengæld er trafikken blevet mere intens, måske først og fremmest af to årsager. For det første må der være flere mennesker, der har fået bil, og for det andet er man i gang med at bygge en gigantisk svævende motorvej der skal stå færdig inden månedens udgang. Indtil dette sker, medvirker det meget byggerod og omkørslerne til at skabe en “trafikdrage” (kinesisk udtryk), der kan gøre det til en langsommelig affære at komme rundt i byen.