Over de seneste par år er der tilsyneladende sket en enorm udvikling inden for tøjbranchen i Kina. Hvor det før var relativt let at finde gode tilbud og lave priser, ser det nu ud til at det omvendte er tilfældet: En stor mængde kinesiske tøjmærker er kommet til, og de har alle sammen fået storhedsvanvid og mener at de kan konkurrere med store internationale mærker såsom Hugo Boss, Lacoste, Dunhill, Hilfiger m.fl.
8 ud af 10 kinesiske mærker har engelskklingende navne og ledsages af ord som “Paris” og “Italy” selvom de ganske givet ikke har nogle relationer til de pågældende modehøjborge.
Man kommer let til at betale 2.000-3.000 yuan (mellem 1.600 og 2.400 kr.) for en almindelig skjorte. Mange havde sikkert gerne betalt denne pris for Hugo Boss’ nyeste addition, men når mærket i stedet hedder BOSS Sunwen, et åbenlyst kinesisk rip-off, så er der næppe nogle udlændinge der falder for den.
Men deres salg går faktisk strygende på det kinesiske marked. Her forleden brugte vi størstedelen af en dag sammen med Lins tante på at finde en enkelt skjorte til hendes onkel til fætterens bryllup. Det tog ikke en hel dag fordi at tanten havde svært ved at beslutte sig, men fordi at sådan en skjorte koster en månedsløn for en kineser. Så jeg kan ikke bebrejde hende for, at hun går grundigt til værks.
Mht. min købetrang, så er den blevet stærkt reduceret. De store mærker fåes fortsat billigere i København eller London, ikke mindst på januar- og sommerudsalg. Og med en noget større garanti for, at man har fat i det originale mærke.
De kinesiske mærker er hovedrystende uinteressante for udlændinge (ihvertfald til kinesiske priser), but who cares så længe at de tjener styrtende på det gigantiske kinesiske marked?

Så blev det endelig tid: Efter næsten 2 års ventetid nåede vi maj 2011 og dermed vores næste tur til Kina.
Lin havde selvfølgelig savnet sine forældre enormt, og jeg var efterhånden også begyndt at sende længselsfulde blikke ud af vinduet, mod det enorme land østpå.
Rejsetidspunktet var bestemt alene ud fra én hændelse, nemlig hendes fætters bryllup den 21. maj, som jeg skriver om når vi når dertil.
Lins forældre tod imod os med åbne arme, og sørger som altid for, at vi har masser at spise. Jeg bliver konstant proppet med mad, og selvom at det er blevet lettere at sige stop, så er det stadig svært når man er vant til at der aldrig er nogen der presser én til at spise i Danmark.
Ventetiden for Lin har været specielt lang fordi hun har bekymret sig om sin mormor (Laolao), som efterhånden er kommet godt op i årene. Hun har det heldigvis godt, og vi har allerede besøgt hende flere gange.
I går var jeg til middag hos fætteren Mingming sammen med flere andre familiemedlemmer. De skulle planlægge Mingmings bryllup. Vi spiste god mad, og det var rigtig hyggeligt, og selvom at mine kinesiske sprogkundskaber har taget et skridt tilbage i løbet af de to år siden sidst, så fik jeg vha. nogle få velvalgte ord og nogle fagter hele familien til at grine højlydt op til flere gange. Det var rigtig befriende, specielt set i lyset af at de fleste ordvekslinger mellem os består af en kaskade af ord fra dem, og et uforstående blik fra mig
Med et så imødekommende folk gør det ikke så meget, at man ikke altid forstår hvad der bliver sagt. Men jeg øver mig selvfølgelig fortsat på sproget.
I mellemtiden har Mingming opdaget at det ikke er så let at planlægge et bryllup. I dag besøger vi et bryllupsfirma – det bliver interessant at følge processen (og brylluppet) udefra denne gang.