Over de seneste par år er der tilsyneladende sket en enorm udvikling inden for tøjbranchen i Kina. Hvor det før var relativt let at finde gode tilbud og lave priser, ser det nu ud til at det omvendte er tilfældet: En stor mængde kinesiske tøjmærker er kommet til, og de har alle sammen fået storhedsvanvid og mener at de kan konkurrere med store internationale mærker såsom Hugo Boss, Lacoste, Dunhill, Hilfiger m.fl.
8 ud af 10 kinesiske mærker har engelskklingende navne og ledsages af ord som “Paris” og “Italy” selvom de ganske givet ikke har nogle relationer til de pågældende modehøjborge.
Man kommer let til at betale 2.000-3.000 yuan (mellem 1.600 og 2.400 kr.) for en almindelig skjorte. Mange havde sikkert gerne betalt denne pris for Hugo Boss’ nyeste addition, men når mærket i stedet hedder BOSS Sunwen, et åbenlyst kinesisk rip-off, så er der næppe nogle udlændinge der falder for den.
Men deres salg går faktisk strygende på det kinesiske marked. Her forleden brugte vi størstedelen af en dag sammen med Lins tante på at finde en enkelt skjorte til hendes onkel til fætterens bryllup. Det tog ikke en hel dag fordi at tanten havde svært ved at beslutte sig, men fordi at sådan en skjorte koster en månedsløn for en kineser. Så jeg kan ikke bebrejde hende for, at hun går grundigt til værks.
Mht. min købetrang, så er den blevet stærkt reduceret. De store mærker fåes fortsat billigere i København eller London, ikke mindst på januar- og sommerudsalg. Og med en noget større garanti for, at man har fat i det originale mærke.
De kinesiske mærker er hovedrystende uinteressante for udlændinge (ihvertfald til kinesiske priser), but who cares så længe at de tjener styrtende på det gigantiske kinesiske marked?
