Det har visse privilegier at blive døbt. Mine forældre var så gode at give mig sølvtallerken, sølvkrus og sølvbestik i dåbsgave, som jeg kan huske at jeg brugte sporadisk som barn. Jeg har længe haft bestikket til at ligge og samle støv på bogreolen, men her for nylig fandt min mor så resten af sættet frem (tak, mor!) fra en dunkel afkrog, hvor det lå efterladt, og fortabt i tidens tåger.
Det er ikke helt forkert, for jeg havde faktisk glemt at der hørte tallerken og krus til mit gamle bestik. Jeg skal gerne indrømme, at sættet har en vis affektionsværdi for mig, og jeg har ofte spekuleret over hvor kraftigt metallet mon skinnede inde bag ved den misfarvede, støvede overflade.
Men nu da jeg har fået fat på hele sættet, og fået taget mig sammen til at købe noget Silvo, kan jeg gå i gang med at pudse det op – det bliver spændende at se det færdige, skinnende resultat, og jeg skal nok dokumentere det her, så du kan se med 
Jeg fandt dog hurtigt ud af, at sådan en afpudsning kræver en mængde pudseklude, så jeg skal måske lige have købt noget Tork også. Men indtil videre er resultatet da blevet flot:
Poleret sølvtallerken
