Nu har jeg været tilbage i Danmark i en måned. Tilstrækkelig længe til at have vænnet sig til at være hjemme, men også tilstrækkelig længe til at jeg ikke har fornemmelsen af at stå med en fod i hvert land, og med et strejf af jetlag i baghovedet til at holde tingene forvirrede.
Jeg er da også glad for at være hjemme, men jeg savner nu også Kina en hel del. Jeg er blevet en så tilpas sammentømret del af Lins kinesiske familie, at jeg føler glæden ved at være omkring dem, og mit sprog har udviklet sig så jeg kan sige lidt mere end blot “jeg er sulten” og “jeg er mæt” og “hvor er toilettet?”.
Når jeg kigger ud af vinduet i København, er det næsten som at se en øde western-by. Jeg ville næsten forvente af se en vindheks suse forbi vinduet, hvis ikke det var fordi jeg bor oppe på tredje sal. Jeg savner den livlige summen og bylivet fra Dalian. Og ikke mindst maden.
Her forleden lærte jeg en ny, kinesisk ret: Shanghai noodles. Den er ganske lækker, og let at lave. Og så indeholder den væsentligt flere grøntsager end de kødretter, som jeg overvejende kan finde ud af at lave. Ikke at jeg ikke kender nogle opskrifter. Men når jeg skal lave mad, tager jeg altid udgangspunkt i kødet. Medister med x, steg med y, eller kødsovs med z. Til sammenligning kan de kinesiske retter være befriende fattige på kød. Jeg har før spist 3-4 forskellige retter hvor jeg dårligt lagde mærke til det fraværende kød. Så har det været ris, tofu, grøntsager og supper i stedet. Misforstå mig ikke, der findes masser af retter med intet eller meget lidt kød uden for det kinesiske køkken, men kineserne er så gode til at lave det hurtigt og smagfuldt.
Jeg eksperimenterer ofte med at lave kinesiske retter, og det går bestemt ikke lige godt altid. Men jeg bliver ved, og håber at udvide mit repertoire stille og roligt. På min todo liste står også at eksperimentere mere med indiske og thailandske retter. Jeg er meget åben for alt med frisk ingefær, hvidløg, chili, garam masala, soyasauce og friske ingredienser.
Og dumplings. Dejlige dumplings.
